Sorgpolitik

Hvis en elev dør

Når en ansat ved Al Quds Skole bliver orienteret om et elevdødsfald, skal følgende personer kontaktes:

  • Ledelsen
  • Barnets forældre
  • Lærerteamet
  • Skolepsykologen

Klasselæreren tager kontakt til forældrene og orienterer dem om, hvordan vi griber sagen an på skolen, får afklaring på om forældrene ønsker, at vi kommer hjem til dem, og om de ønsker, at elever/lærere deltager i begravelsen. Hvis der tages på hjemmebesøg anbefales det at være to kollegaer, som tager af sted på besøg. Hvis der ønskes deltagelse i begravelsen, og det er elever i indskolingen, er det vigtigt, at de andre elevers forældre deltager, så oplevelsen ikke bliver alt for skræmmende.

Klasselæreren kan også vælge at forespørge, om forældrene i stedet ønsker, vi afholder en eventuelt mindehøjtidelighed i klassen, hvor de kan komme og bearbejde deres sorg. Ledelsen tager ansvaret for at kontakte lærerteamet og skolepsykologen.

Efter begravelsen tager lærerteamet ansvaret for, at der er opfølgning i klassen og over for familien – det kan både være spontant og planlagt kontakt. Man holder selvfølgelig også ekstra øje med klassekammerater og andre, som var tæt på den afdøde elev. Når sorgen er kommet lidt på afstand, er det en rigtig god idé at lave en mindebog til forældrene. I de yngre klasser kan det være med tegninger fra klassekammeraterne – og i de ældre klasser er det en god idé, hvis de elever som ønsker det, kan nedskrive et godt minde, de har omkring den afdøde klassekammerat, da det er skønt for forældrene at få disse minder fortalt, så de også har andres erindringer omkring eleven. Klasselæreren kan også skrive i mindebogen, hvis han/hun ønsker det.

B. Hvis en kollega dør

Den person, som får meddelelse om, at en kollega er død, meddeler det øjeblikkeligt til skolens ledelse. Dette gælder også i weekenden eller i ferierne.
Derefter kontakter ledelsen:

  • De pårørende til kollegaen. (Mand, kone eller forældre)
  • Skolens ansatte informeres
  • Eleverne informeres
  • Forældrene til eleverne informeres i et brev.

Hvis det sker i skoletiden, er det meget vigtigt, at ledelsen indkalder alle lærerne til et møde på lærerværelset i det nærmeste frikvarter. Ledelsen sikrer sig, at alle er til stede og eventuelt fraværende kontaktes derefter. Der kan eventuelt afholdes et minuts stilhed.

Skolens ansatte har en stund sammen, hvor de kan bearbejde den umiddelbare sorg. Ansatte, som ikke formår at gennemføre undervisningen/aktiviteterne, fritages fra dette. De lærere som formår det, kan eventuelt slå klasser sammen.

Eleverne orienteres omkring dødsfaldet i klasserne. Ledelsen er til stede i de klasser, som er mest berørt af dødsfaldet. Man kan tale med børnene omkring den afdøde lærer og om døden i det hele taget.

Der er ikke nogen elever, som sendes hjem før tiden, men SFO kan eventuelt tages i brug, hvis der er nogen, som ikke kan gennemføre at have ansvaret for børnene på grund af umiddelbar sorg.

Ledelsen og klasselærerne har ansvaret for, at ingen elever som er dybt berørte over kollegaens død, sendes hjem alene. Der sendes brev med hjem til alle forældre. Der kan eventuelt ringes til forældre, hvis det er nødvendigt. Ingen børn i berørte klasser skal være alene hjemme efter meddelelsen.

Dagen efter kan der eventuelt være samling i gården eller i gymnastiksalen, for at mindes den afdøde lærer. Ledelsen eller en nær kollega kan afholde en lille mindetale, hvis de kan overkomme det.

Ledelsen bør også i samarbejde med familien sørge for en dødsannonce til avisen. Der sendes en buket blomster, hvis der er tradition for det. Det er også ledelsens ansvar at følge op og ringe eller have personlig kontakt til den afdødes nærmeste familie i det næste års tid.

C. Når et barn mister sin nærmeste familie

Når en ansat ved Al Quds Skole bliver orienteret om, at et barn har mistet en i nærmeste familie, skal man kontakte:

  • Ledelsen, som informerer medarbejderne
  • Barnets klasselærer, som orienterer klassen
  • Klasseteamet
  • Skolepsykologen

Klasselæreren tager den første kontakt til familien og afklarer, hvilke oplysninger familien ønsker skal videregives. Om de ønsker deltagelse ved begravelsen fra den primære lærer og eventuelt elevens nærmeste klassekammerater? Derudover kan man spørge, hvornår eleven vender tilbage til klassen og undersøge, hvad skolen ellers kan hjælpe med, og derudover aftales den næste kontakt til familien.

Klassekammeraterne skal orienteres om hændelsen. Man kan i klassen tegne tegninger eller skrive breve til klassekammeraten og sende/aflevere dem, når forældrene er kommet over den umiddelbare sorg. Hele skolen skal også orienteres om hændelsen, og der kan eventuelt skrives brev til forældrene – i hvert fald i den primære klasse.
Hvis klassen/teamet har brug for det, kan der gøres brug af skolepsykologen.
Hvis dødsfaldet sker i en ferie, skal den medarbejder, der først får kendskab til dødsfaldet, kontakte ledelsen samt klassen/teamet. De aftaler, hvem der så sørger for kontakt til hjemmet og for skriftlig information til klassens forældre. Skolens øvrige elever kan orienteres den første skoledag.